Suomen kansallislaulu
Fredrik Pacius
Oi maamme, Suomi, synnyinmaa, soi, sana kultainen! Ei laaksoa, ei kukkulaa, ei vettä rantaa rakkaampaa, kuin kotimaa tää pohjoinen, maa kallis isien! Sun kukoistukses kuorestaan kerrankin puhkeaa; viel lempemme saa nousemaan sun toivos, riemus loistossaan, ja kerran, laulus synnyinmaa korkeimman kaiun saa!

Islannin kansallislaulu
Sveinbjörn Sveinbjörnssonin.

Ó, guð vors lands! Ó, lands vors guð!

Vér lofum þitt heilaga, heilaga nafn!

Úr sólkerfum himnanna hnýta þér krans

þínir herskarar, tímanna safn.

Fyrir þér er einn dagur sem þúsund ár

og þúsund ár dagur, ei meir:

eitt eilífðar smáblóm með titrandi tár,

sem tilbiður guð sinn og deyr.

Íslands þúsund ár,

Íslands þúsund ár,

eitt eilífðar smáblóm með titrandi tár,

sem tilbiður guð sinn og deyr.

Ó, guð, ó, guð! Vér föllum fram

og fórnum þér brennandi, brennandi sál,

guð faðir, vor drottinn frá kyni til kyns,

og vér kvökum vort helgasta mál.

Vér kvökum og þökkum í þúsund ár,

því þú ert vort einasta skjól.

Vér kvökum og þökkum með titrandi tár,

því þú tilbjóst vort forlagahjól.

Íslands þúsund ár

Íslands þúsund ár

voru morgunsins húmköldu, hrynjandi tár,

sem hitna við skínandi sól.

Ó, guð vors lands! Ó, lands vors guð!

Vér lifum sem blaktandi, blaktandi strá.

Vér deyjum, ef þú ert ei ljós það og líf,

sem að lyftir oss duftinu frá.

Ó, vert þú hvern morgun vort ljúfasta líf,

vor leiðtogi í daganna þraut

og á kvöldin vor himneska hvíld og vor hlíf

og vor hertogi á þjóðlífsins braut.

Íslands þúsund ár

Íslands þúsund ár

verði gróandi þjóðlíf með þverrandi tár,

sem þroskast á guðsríkis braut.

Tanskan kansallislaulu
Adam Gottlob Oehlenschläger.

Der er et yndigt land,

det står med brede bøge

|: nær salten østerstrand :|

Det bugter sig i bakke, dal,

det hedder gamle Danmark

|: og det er Frejas sal :|

Der sad i fordums tid

de harniskklædte kæmper,

|: udhvilede fra strid :|

Så drog de frem til fjenders mén,

nu hvile deres bene

|: bag højens bautasten :|

Det land endnu er skønt,

ti blå sig søen bælter,

|: og løvet står så grønt :|

Og ædle kvinder, skønne mø'r

og mænd og raske svende

|: bebo de danskes øer :|

Hil drot og fædreland!

Hil hver en danneborger,

|: som virker, hvad han kan! :|

Vort gamle Danmark skal bestå,

så længe bøgen spejler

|: sin top i bølgen blå :|

Norjan kansallislaulu

Ja, vi elsker dette landet,

som det stiger frem,

furet, værbitt over vannet,

med de tusen hjem.

Elsker, elsker det og tenker

på vår far og mor

og den saganatt som senker

drømme på vår jord.

2.

Dette landet Harald berget

med sin kjemperad,

dette landet Håkon verget

medens Øyvind kvad;

Olav på det landet malte

korset med sitt blod,

fra dets høye Sverre talte

Roma midt imot.

3.

Bønder sine økser brynte

hvor en hær dro frem,

Tordenskiold langs kysten lynte,

så den lystes hjem.

Kvinner selv stod opp og strede

som de vare menn;

andre kunne bare grede,

men det kom igjen!

4.

Visstnok var vi ikke mange,

men vi strakk dog til,

da vi prøvdes noen gange,

og det stod på spill;

ti vi heller landet brente

enn det kom til fall;

husker bare hva som hendte

ned på Fredrikshald!

5.

Hårde tider har vi døyet,

ble til sist forstøtt;

men i verste nød blåøyet

frihet ble oss født.

Det gav faderkraft å bære

hungersnød og krig,

det gav døden selv sin ære –

og det gav forlik.

6.

Fienden sitt våpen kastet,

opp visiret for,

vi med undren mot ham hastet,

ti han var vår bror.

Drevne frem på stand av skammen

gikk vi søderpå;

nu vi står tre brødre sammen,

og skal sådan stå!

7.

Norske mann i hus og hytte,

takk din store Gud!

Landet ville han beskytte,

skjønt det mørkt så ut.

Alt hva fedrene har kjempet,

mødrene har grett,

har den Herre stille lempet

så vi vant vår rett.

8.

Ja, vi elsker dette landet,

som det stiger frem,

furet, værbitt over vannet,

med de tusen hjem.

Og som fedres kamp har hevet

det av nød og seir,

også vi, når det blir krevet,

for dets fred slår leir.

Ruotsin kansallislaulu
Richard Dybeck

Du gamla, du fria

Du gamla, Du fria, Du fjällhöga nord

Du tysta, Du glädjerika sköna!

Jag hälsar Dig, vänaste land uppå jord,

Din sol, Din himmel, Dina ängder gröna.

Din sol, Din himmel, Dina ängder gröna.

Du tronar på minnen från fornstora dar,

då ärat Ditt namn flög över jorden.

Jag vet att Du är och Du blir vad du var.

Ja, jag vill leva jag vill dö i Norden.

Ja, jag vill leva jag vill dö i Norden.

Jag städs vill dig tjäna mitt älskade land,

din trohet till döden vill jag svära.

Din rätt, skall jag värna, med håg och med hand,

din fana, högt den bragderika bära.

Din fana, högt den bragderika bära.

Med Gud skall jag kämpa, för hem och för härd,

för Sverige, den kära fosterjorden.

Jag byter Dig ej, mot allt i en värld

Nej, jag vill leva jag vill dö i Norden.

Nej, jag vill leva jag vill dö i Norden.